Nyt tilbud på fællestur til Hannover halv- og helmarathon 6. + 7. april
Der er også mulighed for 10 km og stafethold.
Bemærk, at der kun er 1 overnatning.
Vi har tilbudet til 1. november.

 

Skriv en mail til mig med:
Navn,
Fødselsdata
Hvem man ønsker at dele værelse med
Hvilken distance man vil løbe
Hvilke tilkøb man ønsker udover basispris.

 

mvh Birgit

 

 

 

Hannover Marathon, Halvmarathon, 10 km og stafet 2019, 7. april

Hermed fremsendes tilbud på en busrejse med ophold til Hannover 2019.

Hannover er hovedstad i delstaten Niedersachsen i Nordtyskland, og nok mest kendt for at være Tysklands største messeby. Hannover er dog andet og meget mere end messer, og du kan se frem til en weekendtur i en smuk by med et rigt kulturliv og historie og selvfølgelig et maratonløb i spitzenklasse.

 

HANNOVER FØR OG EFTER

Efter 2. verdenskrig var der ikke meget tilbage af Hannover. Faktisk blev 85 procent af byen ødelagt af bomber. Mange moderne bygninger præger derfor også i dag bybilledet og har givet plads til brede gågader og skønne shopping arkader mellem de historiske bygninger.

Går du gennem centrum kan du følge "Der rote Faden" (den røde tråd), en rødmalet stribe på fortovet, som guider dig forbi nogle af byens mange seværdigheder, ja faktisk hele 36 styk. Blandt andet det nye rådhus fra 1904, hvor kuplen anses for en teknisk sjældenhed, og hvorfra udsigten er fantastisk.

Det er også ved det nye rådhus, at du finder start og mål til Hannover Marathon, hvor 16.000 løbere deltager i maraton, halvmaraton, 10-km, børneløb, stafetløb, walking, nordic walking og rulleskøjteløb. Og du kan godt glæde dig. Hannover Marathon er en god og hurtig rute, hvor der er alle muligheder for at sætte personlig rekord.

 

42,195 KM LANG SIGHTSEEINGTUR

Starten går ved det nye, smukke rådhus og kort efter start kommer du forbi den 47 meter høje Waterloo-søjle og AWD-arenaen, VM-stadionet fra 2006. Herefter løber du langs Maschsee, der er en smuk tre km lang kunstig sø. Herfra går ruten gennem dele af Eilenriede, en af Europas største byskove, og videre forbi Herrenhäuser Garten, en bemærkelsesværdig og meget smuk barokhave. Du ser også Operaen, Welfenslottet, der huser Hannovers Universitet, og i den historiske bydel det gamle rådhus og Marktkirche – og meget, meget mere. Ruten er flad og meget varieret med by og park, bebyggelse og grønt.

 

ET LØB I SPIZTENKLASSE

For dig som løber er Hannover et rigtig godt mål for en dejlig weekendtur. Vi har stor succes med Hannover Marathon, hvor alt klapper. Der er en sublim opbakning fra 200.000 tilskuere og en herlig sydlandsk stemning. Løbet er velorganiseret, klart nok – det er tysk – og hotellet er super godt, maden er lækker og det hele foregår i en behagelig bustur kun 350 km fra Danmark.

Marathon Hannover har fået tildelt Silver Label, et prestigefyldt og sjældent uddelt kvalitetsstempel fra det internationale atletikforbund IAAF, som betegner løbet som "leading road races around the world". Kort sagt et løb, hvor såvel atmosfære som organisation er i absolut “spitzenklasse”.

Starten går søndag kl. 9.00 til maratonløbet, kl. 11.15 sendes halvmaratonløberne af sted og kl. 13.00 er det 10-km løberne. Så alt afhængig af hvornår, og hvor hurtigt du løber, er der nogle gode timer til at gå en tur og se lidt nærmere på byen og måske slappe af med en kold Bier vom Fass efter et veloverstået løb.

Busrejsen starter fra Bogense lørdag morgen den 6. april 2019 med ankomst til Hannover midt på eftermiddagen.

Hjemrejse søndag den 7. april kl. 16. fra hotellet.

Pris pr. person i delt dobbeltværelse på det firestjernede Mercure Hotel Hannover Mitte i gå-afstand til start og mål, inkl. én overnatning, halvpension (pasta lørdag aften og morgenmad søndag morgen), sen tjek ud (kl.15.30) samt dansk rejseleder kr. 1.595,-

Tillæg

Enkeltværelsestillæg pr. nat kr. 250

Startnummer Marathon kr. 450

Startnummer Halvmarathon 325

Startnummer 10 km. 175

Startnummer stafet ( pris pr. hold) kr. 625

Medalje indgravering kr. 55

T-shirt fra arrangøren kr. 190

Chipleje* kr. 300

*Chipleje tilføjes, hvis ikke du selv har en ChampionChip. Afleveres chippen i målområdet tilbageføres kr. 200,- til din konto efter løbet.

Afbestillingsforsikring 6% af rejsens pris

Depositum kr. 500 pr. person + startgebyr samt evt. chip og afbestillingsforsikring.

 

MERCURE HOTEL HANNOVER MITTE

Vi bor på Mercure Hotel Hannover Mitte, et lækkert firestjernet hotel med en central placering meget tæt ved start og mål (2 km) og expoen.

Hotellet er moderne indrettet med behagelige værelser med klimaanlæg og WiFi, en indbydende tagterrasse, hyggeligt barmiljø og en park lige uden for døren. Lørdag aften byder hotellet på en lækker pastabuffet, hvor vi hygger os sammen og lader op til næste dags store løbeoplevelse.

Morgenmaden står klar til os tidligt søndag morgen, og vi har en speciel aftale med hotellet, så vi kan vente med at tjekke ud af værelserne til kl. 16.

Læs i øvrigt vores bestemmelser på hjemmesiden www.marathon.dkhttp://www.marathon.dk/rejsebestemmelser.aspx

Med venlig hilsen

Marathon Travel Club

Tillæg til tilbuddet:

Ønskes egen bus kræver det min. 30 betalende og prisen vil være den samme som ovenfor.

I kan ved egen bus vælge udrejse tidspunkt samt hjemrejse tidspunkt – dog at I skal være fremme i Hannover til nummerafhentning inden kl. 18:00.

Grupperabat fra 0-15 : 100 kr. pr. person

Grupperabat fra 15-30: 100 kr. pr. person + 1 fri deltager (1595,00)

Depositum erlægges 4 dage efter bestilling: 500,00 + startgebyr + evt. chipleje + evt. afbestillingsforsikring

Restbetaling erlægges 8 uger inden afrejse

Tilmelding:

Gruppelederen sender en liste hertil indeholdende:

Navne på hvem der skal bo sammen evt. inddelt så vi kan sende rejsebevis til de enkelte par/singler – værelsestyper.

Listen skal endvidere oplyse:

Hvem skal have startnummer og evt. chip.

Emailadresser, postadresser og tlf. nr. på alle vi skal sende rejsebevis til

+ evt. valgte andre tillægsydelser.

I løbet af perioden fra bestilling til afrejse holder vi kontakt mht tilmeldinger.

Tilbuddet er gælden frem til 1. november. 2018.

1-2 uger inden afrejse modtages endeligt program samt startnummerbekræftelse.